MIE LUNA
Min hesteverden:
I en tidlig alder havde jeg en brændende interesse for dyr og specielt heste. Jeg kunne falde i svime over at se et hovspor i vejkanten og forsvinde langt ind i mine dagdrømme om hvordan det måtte være at ride på en hest.
Jeg husker jeg plagede om at gå til ridning allerede da jeg var 7 år. Men ingen andre i min familie var hesteinteresseret eller særlig tryg ved tanken om lille mig og store heste. Desuden havde vi ingen bil og boede i Århus, så det var et problem med transporten. Dels var jeg for lille til at køre alene i bus så langt og dels havde ingen rigtig tid til at tage med mig. Desuden kostede det mange penge.
Dog tog min fantastiske mor mig med ud på en rideskole nogle få gange hvor hun lejede en pony i en times tid med hjælper. Og det på trods af hun selv er rædselsslagen for heste. Da jeg på min 9 års fødselsdag (som er midt i sommerferien), fik en ridehjelm i gave - ville min begejstring og lykke ingen ende få - endelig skulle jeg gå til ridning. Vi havde fået en ny nabo hvis lidt ældre datter gik til ridning (så havde jeg én at følges med).
Det viste sig dog hurtigt at det ikke var et godt selskab og at jeg måtte fortsætte min færden på rideskolen alene. Selv om vi ofte kørte i bus sammen og stadig gik til ridetimer sammen, så ville hun ikke længere følges med mig. Det eneste jeg kunne se hun var sur over kunne være fordi jeg som total nybegynder fik meget ros af ridelæreren (beriderelev) og han pralede stolt over at hans nye elev havde lim i bukserne og jeg red ofte de lidt overfriske heste, dét på trods at hun havde reddet i 4 år. Jeg kom vist også til at glæde mig over det på vej hjem i bussen en dag. Og det var lige dér vores venskab sluttede.
Det gjorde lidt ondt, men det var ikke nogen ny følelse at være udenfor. Sådan var min skoledag altid og jeg var altid ensom i fritiden. Men ikke mere - for nu havde jeg hestene! Og det skulle vise sig at være min altopslugende interesse, som mit hjerte vil banke for til den dag jeg dør!
Min kampsportsverden:
I folkeskolen måtte jeg på det nærmeste slås for at være i fred for ingen ville mig noget godt her. Skolen gjorde ikke noget mod mobning. Hverken den psykiske eller den fysiske. Jeg fik mange klø med kommentaren om at jeg var rødhåret og grim. Forstået på den måde at det nærmest var deres ret, at lade deres vrede gå ud over mig!
På et tidspunkt måtte jeg lære at forsvare mig selv. Jeg begyndte derfor i Århus Tae kwon do klub og trænede der i flere år. Og graduerede fra hvid til gul snip til gul til orange til grøn. Jeg vandt sølv i pomse. Jeg stoppede så her på grund af helbredsproblemer og arbejde med heste på Fyn.
Det at dyrke to sportsgrene der begge er en livsstil gav mig overdreven meget fysisk og psykisk styrke og overskud. Desuden fik jeg en udstråling som gjorde at mobberne og "voldsmændene" lod mig være i fred. Helt bestemt stoppede det den dag jeg slog igen på den største og ledeste bølle i skolen. Jeg slog kun én enkelt gang og jeg var dermed fredet!
I Januar 2016 begyndte jeg at træne Ashihara karate og graduerede fra hvid til røde snipper til rød til blå snipper, men stoppede 14 dage inden graduering til blå bælte efter at have trænet i knap et år. Hestene havde igen vundet min fulde opmærksomhed. Der er ikke tid til at have to livsstils sportsinteresser i et voksen liv som alenemor. Det betyder dog ikke at jeg ikke vedligeholder min kunnen og min smidighed og evnen til at forsvare mig selv.
Det er enhver kvindes ret at kan forsvare sig selv!
.png)
Drømmen om at eje en gård og bo der med sine heste og en masse andre dyr har været tilstede sådan cirka altid. Som barn havde jeg flere sparrebøsser. Der var én til en hest, én til en gård og én til "et godt liv".
Jeg har siden de 16 år været ude at arbejde på forskellige steder med heste. Rideskoler, hestestutteri og hestehandler. Ingen af stederne følte jeg, at jeg lærte den sande ridekunst, ej heller at jeg fik lov til at udforske og udøve den.
Mine heste har hver deres historie, som jeg skriver om i "Mine heste". På et tidspunkt skulle jeg prøve det der med kæreste/mand og børn. Dét med børnene var en vidunderlig idé, men dét med manden var lige så dårlig en ide, som det var at tro på at noget menneske kunne elske mig.
Min video herunder fortæller i korte træk hvordan min drøm om gård, hest og familie blev sønderknust og blev på det nærmeste min personlige ruin. Jeg mistede alt hvad jeg ejede og havde. Mine elskede heste, min gård, min drøm ja selv min selvrespekt! Heldigvis havde jeg mine helt og aldeles vidunderlige børn - uden dem havde der ikke været nogen mig.
Min drøm er begyndt at røre på sig igen. Den dér med hestene og ambitionen om, at blive ét med sin hest. Som om man hører sammen i én magisk samhørighed hvor både hest og rytter udfører et ridt som to sjæle, én tanke.